Rejsegodtgørelse

Hvad er rejsegodtgørelse?

Når en medarbejder er ude at rejse i forbindelse med sit arbejde, kan han eller hun få refunderet de udgifter, som der er forbundet med rejsen. Det er arbejdsgiver, der skal betale pengene. Det er kort fortalt det, der ligger i ordet rejsegodtgørelse. Men hvordan forholder du dig til rejsegodtgørelse, når du laver løn? Skal medarbejderen betale skat af pengene? Og hvor meget har medarbejderen ret til at få udbetalt?

Er rejsegodtgørelse skattefrit?

Ja, det er det. Medarbejdere, der rejser på forretningsrejse af den ene eller den anden slags, skal ikke betale skat af de penge, som de får refunderet i form af rejsegodtgørelse. Det er en skattefri kompensation, som alle medarbejdere har ret til at få, og som alle arbejdsgivere har pligt til at betale.

I nogle tilfælde kan det dog komme på tale, at der skal betales skat af rejsegodtgørelse. Det kan du læse meget mere om på SKATs hjemmeside.

Hvordan opgør du rejsegodtgørelse?

Rejsegodtgørelse kan opgøres på to måder. Den ene er baseret på standardtakster, også kaldet diæter, mens den anden er baseret på de reelle udgifter, som den enkelte medarbejder har haft under rejsen.

Rejsegodtgørelse baseret på standardtakster eller diæter

Den ene måde, som du kan udbetale rejsegodtgørelse på, er ved, at du anvender diæter. Diæter er lig med en række standardtakster for de udgifter, der er forbundet med forplejning under en forretningsrejse. En medarbejder kan eksempelvis få diæter for forplejning eller logi under sin rejse.

Medarbejderen skal være ude at rejse i minimum 24 timer for, at han eller hun kan få rejsegodtgørelse i form af diæter. Er personen afsted i kortere tid end et døgn, er det i stedet muligt at fremvise kvitteringer for rejseudgifter og få pengene refunderet på den måde.

Satserne per døgn for 2019 lyder på følgende:

Logi: 219 kr.

Kost og småfornødenheder: 509 kr.

Rejsegodtgørelse mod forevisning af kvitteringer

Den anden mulighed er, at den medarbejder, der er ude at rejse, får kvitteringer for alle sine udgifter undervejs. Det kan være alt fra taxiboner og hotelregninger til kvittering for udgifter til måltider eller andre nødvendige fornødenheder undervejs på rejsen.

Når medarbejderen vender hjem fra sin rejse, afleverer han eller hun sine kvitteringer. Og du regner så rejsegodtgørelsen ud på baggrund af kvitteringerne. Har medarbejderen haft en udgift, som han eller hun ikke kan fremvise dokumentation for, kan du ikke udbetale rejsegodtgørelse for den post. Det er arbejdsgiver, der skal føre kontrol.

Hvad skal du være opmærksom på i forhold til udbetaling af rejsegodtgørelse?

Det er muligt at få dækket eksempelvis sin hotelregning ud fra en kvittering, mens udgifter til forplejning bliver dækket ud fra de gældende standardtakster. Også selvom de to metoder begge bliver taget i brug på den samme rejse.

Overstiger medarbejderens udgifter de fastsatte takster, vil det klart være en fordel for ham eller hende at vælge at fremvise kvitteringer for udgifter i stedet for at modtage rejsegodtgørelse i form af diæter.

Du kan læse meget mere om reglerne for rejsegodtgørelse på SKATs hjemmeside.