Nyt kapitel: Vores nye startup hedder Pento

Vi har taget en stor beslutning og startet et nyt kapitel. Emil Hagbarth og jeg har de seneste fire år stiftet og arbejdet på to forskellige startups: Greenticket.dk og Hivebeat.com.

Med Greenticket, som stadig den dag i dag hjælper tusindevis af arrangører med at sælge billetter til deres events, nåede vi at sælge billetter til knap 3000 events for knap 12 millioner kroner, inden vi besluttede, at der skulle ske noget nyt.

Vi havde ambitioner om at lave en virksomhed, der kunne komme udenfor Danmarks grænser. Samtidig har vi altid ønsket at bygge noget, der kunne bruges af og skabe værdi hos mange mennesker. Vi tog derfor i foråret 2015 beslutningen om at gå all in på et nyt startup: Hivebeat.

Hivebeat viste sig ret hurtigt at være en god idé i Danmark, og vi fik også hurtigt en del kunder i Sverige. Vores hurtige vækst fik os ind hos et af Silicon Valleys mest prestigefyldte acceleratorprogrammer, 500 Startups i Mountain View, Californien, som i samme omgang investerede 125.000 amerikanske dollars i vores selskab. Jeg har skrevet en blog post om tiden hos 500 Startups her (på engelsk).

Desværre lykkedes det os ikke at slå igennem med Hivebeat i USA, og interessen for produktet var i Danmark blevet mindre, i takt med at vores fokus havde været på den anden side af atlanten.

Jeg har forsøgt at beskrive hvordan vi tog den svære beslutning om at stoppe mens legen var god. Det kan du læse om her (på engelsk).

I stedet for at fortsætte med noget vi ikke længere troede 100% på, besluttede vi at starte forfra - nu en masse erfaringer rigere.

Vi har altid haft en liste over nye idéer der ville være interessante at arbejde på, og derfor var det også forholdsvist nemt for os at finde ud af hvad der nu skulle ske.

Vi vil bringe lønadministration ind i dette århundrede

Yes, there it is. Pento, som er navnet på vores nye startup, er en ny, simplere og mere effektiv måde at udbetale løn til sine medarbejdere.

I gennem 4 år har vi brugt de nuværende produkter på markedet, og vi er ikke et sekund i tvivl om at der er plads til forbedring. Spørgsmålet er bare, om vi er de eneste der synes det. Her er vores tanker:

Løn er svært

Det er meget sværere end man tror. Det er ikke bare et beløb der skal udbetales på en bankkonto. Der skal tages hensyn til SKAT, AM-bidrag, ATP, overenskomster, ferie, pension, fridage, sygedage og meget mere. Vi synes de nuværende produkter gør det svært at forstå, med mindre man har arbejdet med løn i mange år. Især, hvis man bare gerne vil nå at udbetale løn lige inden man går på weekend. Det vil vi lave om.

Den nuværende software er gammel

Ingen af de nuværende produkter har en åben API, hvilket vil sige, at det er umuligt at forbinde sit lønsystem 100% med andre produkter. Her taler jeg f.eks. om tidsregistrering, bogføring, kørsel osv. Det er standard i alt nyt software, men det er som om det har stået helt stille i lønbranchen.

Der bliver brugt alt for meget tid på manuel indtastning

Mange direktører og bogholdere bruger op mod 90 minutter på indtastning af løn til en virksomhed på 20-30 medarbejdere. Alt for meget kommunikation og e-mails frem og tilbage. Det skal vi kunne gøre bedre i 2016.

Der er masser af muligheder for at undgå fejl

Vi har masser af teknologi, der kan hjælpe os med at undgå fejl. Hvorfor ikke udnytte det? Ikke kun for at optimere indtastning af data, men også for at undgå bøder fra SKAT (hånden op, hvis du har prøvet at modtage en bøde på 800 kr. for at glemme nul-indberetning!).

Arbejde handler om mennesker - ikke om tal og penge

Alle virksomheder består af personer, der hver dag står op og går på arbejde for at gøre en forskel. De fleste mennesker bruger mere tid på deres arbejdsplads end de gør med deres familie. Hvorfor er belønningen kun en grå lønseddel (som de fleste alligevel har svært ved at tyde)? Vi tror på, at mange arbejdsgivere gerne vil vise deres medarbejdere, hvor stor pris de sætter på deres arbejde. Det vil vi hjælpe med.

Vi har høje ambitioner

Vi elsker denne udfordring. Det er en gammel branche, hvor store spillere altid har siddet på markedet. Vi tror vi kan gøre en kæmpe forskel for mange direktører, bogholdere og revisorer, og give dem et produkt der sparer dem tid og penge. Vi starter i Danmark, hvor knap 300.000 virksomheder laver løn til cirka 2.100.000 medarbejdere hver måned, men vi ser masser af potentiale uden for Danmarks grænser også. Potentiale vi vil gå hårdt efter at indfri.

Vi vil gøre tingene en smule anderledes

Vi elsker at lære fra andre inspirerende virksomheder. Både når det går godt, men også især når man afprøver noget der ikke gik efter planen.

Vi vil undersøge nye måder at arbejde på - vi kan rigtigt godt lide at optimere vores arbejdsgange, og hele tiden undersøge om vi kan gøre det bedre end vi gør i dag.

Denne blog (ja, den du læser lige nu) vil være stedet hvor vi deler vores historier, erfaringer og op- og nedture med dem, der er interesserede. Vi har inddelt bloggen i 3 kategorier indtil videre:

Pento Stories

Hvordan arbejder vi, hvad arbejder vi på, og hvad er vores mål. Her vil vi fortælle om livet som startup - en spændende hverdag fyldt med udfordringer og op- og nedture. Vi vil forsøge at være så transparente som muligt, så andre kan lære af vores fejl (og succeser).

New Work Culture

Vi vil undersøge nye måder at arbejde på, alternative arbejdskulturer og tale med spændende virksomheder, der gør tingene på en lidt anderledes måde. Vi har blandt andet ladet os inspirere af virksomheder som Buffer, Basecamp og Zapier: vi har opsagt vores kontor, og er gået 100% remote. Det vil vi fortælle meget mere om i kommende blog posts.

HR Tech

I disse posts kommer vi vil at anbefale andre produkter, tale om udviklingen indenfor løn og HR, samt give vores bud på hvodan teknologi kan gøre hverdagen nemmere for revisorer, bogholdere, virksomheder og deres medarbejdere. Det bliver måske en smule nørdet, men det er jo også sådan vi bedst kan lide det. Ikke?

Følg med og lad os høre hvad du synes

Hvis du har lyst til at følge med, så tilføj din mail til vores nyhedsbrev og find os på Facebook.

Er du interesseret i at blive betatester af første version af Pento, så send en mail til mig på jonas@130.211.48.199. Vi regner med at være klar til de første virksomheder inden længe!

PS. Vi leder efter dygtige full stack udviklere (javascript), der har lyst til at blive en del af Pento. Du må arbejde hvor og hvornår du vil, og vi har en masse andre fordele vi gerne vil fortælle dig om. Skriv meget gerne til jonas@pento.dk hvis det lyder interessant for dig, så tager vi en snak.

(Aprilsnar) Breaking News: I dag lancerer vi din lønseddel som smart PDF 📝

De fleste danskere er blevet vant til nemt at kunne swipe penge til hinanden via MobilePay, og nye produkter som Lunar Way gør det ekstremt nemt at holde styr på sine finanser. Forbrugerne tager nye, innovative løsninger til sig som aldrig gør. Derfor er vi glade for, at vi i dag kan lancere en innovativ og banebrydende nyhed i Pento: en smart lønseddel i PDF-format.

Jonas Bøgh
June 14, 2019
-

Smartere løsning til overblikket af virksomhedens timeregistreringer

Det har været en effektiv start på året. Pento har oplevet stor efterspørgsel på vores løn- og ferieløsning, men samtidig er vores kunder blevet meget større målt på antallet af medarbejdere. Det har givet os muligheden for at gentænke overblikket af flere funktioner, f.eks. indberetninger til eIndkomst, virksomhedsspecifikke personalegoder såvel som status på alle medarbejdernes ferieanmodninger, som vi lancerede tidligere på måneden.

Sune Thomsen
June 14, 2019
-

Disse 21 medarbejdergoder vil medarbejdere hellere have end løn 💰

At kunne tilbyde medarbejdergoder udover “standard-løn”, er efterhånden et uundgåeligt vilkår for overhovedet at drive en virksomhed. Samtidig kan det både booste medarbejdertilfredshed og tiltrække samt fastholde talenter til virksomheden.

Thor Tophøj
June 14, 2019
-