Hvorfor vi har opsagt vores kontor og nu arbejder 100% remote

Forestil dig, hvis du selv kunne bestemme hvornår og hvor du ville arbejde. Forestil dig, hvis du ikke nødvendigvis behøvede at være bundet til den by, hvor din arbejdsplads tilfældigvis har kontor.

Tænk, hvis du ikke kun kunne rejse og blive inspireret cirka 5 uger hvert år (hvis du overhovedet kommer afsted så ofte?). Hvad nu, hvis du kunne arbejde med dine kollegaer på tværs af landegrænser og tidszoner, samtidig med at du oplever andre kulturer og oven i købet bliver langt mere produktiv?

Det kan man da ikke. Vi bliver nødt til at være på samme kontor for at få tingene til at fungere. Det ville aldrig fungere i en stor virksomhed. 

Hvis du spørger Buffer, som har 80 medarbejdere fordelt rundt omkring i verden, så kan det sagtens lade sig gøre. Det er faktisk en fordel. De har intet kontor og omsætter for knap 75 mio kroner om året. Eller Github, med 600 medarbejdere, hvor under halvdelen sidder på deres kontor i San Francisco. Resten arbejder fra deres hjem, fra et co-working space, fra en kaffebar eller lignende. De arbejder der, hvor de arbejder bedst.

Vi vil udfordre den gamle arbejdskultur

Hver gang vi har haft lysten til at rejse har det været på bekostning af vores arbejde.

Fordi arbejdet har været bundet til en fysisk lokation har vi haft svært ved at være væk fra kontoret i længere tid af gangen. Det går måske hvis man bare er væk en weekend, men er du væk i flere dage begynder du hurtigt at mærke hvordan du mister grebet om den daglige aktivitet. At bygge en stor virksomhed tager mange år, og hvis det lykkes os at komme så langt, så ville det være fedt at have levet sit liv i den by man allerhelst vil bo i. Der hvor dine venner er. Der hvor din familie er. Det sted der gør dig glad.

Det vil også give dig plads til at rejse. Eller måske bare arbejde et andet sted i en uge. At komme væk fra dagligdagen giver os inspiration, nye idéer, nye bekendskaber og fornyet motivation. Hvis vi kan kombinere det med at arbejde med noget vi interesserer os for, så må det være målet.

Du behøver ikke stå tidligt op, hvis du er bedre om natten

Udover friheden til at arbejde hvor og hvordan man vil, så giver remote work også mening på mange andre måder.

At alle skal møde på kontoret klokken 8 og gå hjem igen klokken 16 giver mening på en arbejdsplads hvor tid er lig med produktivitet. En produktionsvirksomhed, for eksempel.

Men på et kontor er der bare nogen der arbejder bedst ved at stå op klokken 5.30, og gå i gang med det samme, mens andre er klart mest produktive klokken 2 om natten når de kan være 100% uforstyrrede.

Det vil vi gerne optimere for. Så længe vi har nogle timers overlap hvor vi kan afstemme forventninger og planlægge, bør resten af tiden gå til... ja, arbejde.

Vi måler vores produktivitet på arbejde og ikke tid

Her har vi den måske største fordel ved remote work.

I den normale arbejdskultur bliver du målt på tid. Kommer du 15 minutter for sent, vil dine kollegaer kigge mærkeligt på dig. Bliver du til gengæld på kontoret en time ekstra, så er du en ambitiøs og hårdtarbejdende kollega. Det synes vi er en forkert måde at se på produktivitet.

Vi bør ikke måle dig på hvor længe du arbejder, men på det arbejde du udfører.

Hos Pento har vi ikke nogen faste arbejdstider. Arbejder du bedst om natten, så gør det. Arbejder du bedst tidligt om morgenen, så gør det.

Det eneste krav vi har, er, at du er meget konkret når det kommer til dine ugentlige mål og opgaver. Det giver alle medarbejdere en frihed til selv at planlægge deres arbejdsuge, og vi er stort set altid sikre på at nå vores deadlines, fordi det er netop disse, og ikke tiden brugt på at nå dem, vi måler vores produktivitet på.

Måske tænker du, at det kan virke dovent ikke at have faste arbejdstider, men vores erfaring siger os, at vi faktisk bliver mere produktive på denne måde - forskellen er, at vi nu ser den konkrete opgave som målet for vores arbejde, i stedet for at "målet" er at komme på arbejde hver dag fra 8-16.

Ubegrænsede muligheder for dygtige medarbejdere

Når du ikke er bundet til én bestemt by, har du lige pludselig mange flere muligheder for at finde de dygtigste medarbejdere.

Hvem siger, at den rigtige designer ikke sidder i Berlin? Eller i London? Vi ved for eksempel hvor svært det er at finde dygtige udviklere i Danmark - bestemt ikke fordi der ikke er nogen, men fordi der er så stor efterspørgsel på dem.

Vi vil gerne høre din mening

Selvom der er mange fordele ved at være et remote team, så kommer det selvfølgelig også til at være fyldt med udfordringer.

Vi har aldrig kørt 100% remote før, så vi er vant til at arbejde fra en fysisk lokation. Derfor kræver det at alle på holdet er disciplinerede, kan kommunikere og - vigtigst af alt - at vi kan stole på hinanden.

Hvis du har lyst til at følge med i vores måde at arbejde på, er du mere end velkommen til at tilmelde dig vores nyhedsbrev og følge os på Facebook.

PS. Lyder dette som en arbejdskultur for dig? Vi leder efter dygtige full stack udviklere (javascript), der har lyst til at blive en del af Pento. Du må arbejde hvor og hvornår du vil, og vi har en masse andre fordele vi gerne vil fortælle dig om. Skriv meget gerne til jonas@pento.dk hvis det lyder interessant for dig, så tager vi en snak.

(Aprilsnar) Breaking News: I dag lancerer vi din lønseddel som smart PDF 📝

De fleste danskere er blevet vant til nemt at kunne swipe penge til hinanden via MobilePay, og nye produkter som Lunar Way gør det ekstremt nemt at holde styr på sine finanser. Forbrugerne tager nye, innovative løsninger til sig som aldrig gør. Derfor er vi glade for, at vi i dag kan lancere en innovativ og banebrydende nyhed i Pento: en smart lønseddel i PDF-format.

Jonas Bøgh
June 14, 2019
-

Smartere løsning til overblikket af virksomhedens timeregistreringer

Det har været en effektiv start på året. Pento har oplevet stor efterspørgsel på vores løn- og ferieløsning, men samtidig er vores kunder blevet meget større målt på antallet af medarbejdere. Det har givet os muligheden for at gentænke overblikket af flere funktioner, f.eks. indberetninger til eIndkomst, virksomhedsspecifikke personalegoder såvel som status på alle medarbejdernes ferieanmodninger, som vi lancerede tidligere på måneden.

Sune Thomsen
June 14, 2019
-

Disse 21 medarbejdergoder vil medarbejdere hellere have end løn 💰

At kunne tilbyde medarbejdergoder udover “standard-løn”, er efterhånden et uundgåeligt vilkår for overhovedet at drive en virksomhed. Samtidig kan det både booste medarbejdertilfredshed og tiltrække samt fastholde talenter til virksomheden.

Thor Tophøj
June 14, 2019
-