Løn og personalegoder, Lønsystem

Disse 21 medarbejdergoder vil medarbejdere hellere have end løn 💰

At kunne tilbyde medarbejdergoder udover “standard-løn”, er efterhånden et uundgåeligt vilkår for overhovedet at drive en virksomhed. Samtidig kan det både booste medarbejdertilfredshed og tiltrække samt fastholde talenter til virksomheden.

I en omfattende rapport af tech-virksomheder fra 2018, konkluderede Hired, at mere end 55% synes, at medarbejdergoder er én af de største faktorer, når der skal ansøges til et nyt job.

Ser man udelukkende på medarbejdergoder, har en anden rapport konkluderet, at Facebook tilbyder de bedste medarbejdergoder blandt amerikanske tech-virksomheder. Da vi alle er forskellige, vil der være stor forskel på, hvad den enkelte medarbejder synes skaber værdi, og herunder har vi samlet 21 af de mest efterspurgte medarbejdergoder som inspiration.

Hvad er medarbejdergoder egentlig?

Medarbejdergoder er en konkret påskønnelse for dét arbejde, som medarbejderen udøver (udover reel løn). Denne ‘kvittering’ for et meningsfyldt forhold mellem arbejdsplads og medarbejder kan være meget forskellig, men vigtigst af alt, skal der kompenseres for den værdi, som medarbejderen skaber.

Der er særligt fire grunde til, at mange founders og økonomiansvarlige giver grønt lys til at tilbyde flere personalegoder:

  • Øget produktivitet
  • Medarbejderloyalitet
  • Styrke sammenhold
  • Gladere medarbejdere

Der er selvfølgelig hele den bagvedliggende administration for medarbejdernes personalegoder, som mange virksomheder helst undgår. Vi har givet et bud på, hvordan dette nemt kan håndteres nederst på siden.

Hvordan skal man gribe det an?

Der kan være mange indledende spørgsmål inden, at man tilbyder medarbejderne goder, der går ud over den “standard-lønnen”.

Når man som arbejdsplads i forvejen påskønner medarbejderen for et stykke udført arbejde, giver det ufattelig god mening, at personalegoden fortsætter med at underbygge medarbejdernes forhold til arbejdet.

Der er nogle fællestræk for alle medarbejdergoder, som man bør være opmærksom på inden, at man kaster sig ud i medarbejdergoder 2.0:

  1. Løbende og regelmæssige goder er ikke altid at foretrække for virksomheden. Et overraskelsesmoment, hvor medarbejderen ikke har forventet denne gestus, kan give mere anerkendelse.
  2. Personalegoder, der involverer oplevelser og aktiviteter med kollegerne bydes velkommen, og kan både skabe mere sammenhold og loyalitet til arbejdspladsen.
  3. Beløn mest muligt i fællesskab, f.eks. “peer-to-peer”-påskønnelse og “kollega-service”, hvor medarbejderne via en pulje kan uddele skulderklap til hinanden.
  4. Overvej signalværdien af medarbejdergoderne, så de balancerer med virksomhedens øvrige politikker (miljø, CSR, politik, kultur, etc).
  5. Indkøbsaftaler (stor volumen) er fordelagtige både for den enkelte medarbejder, der opnår rabat, men samtidig for virksomheden, der ikke skal have penge op af lommen.
  6. Personalegoden skal give medarbejderen en reel økonomisk genvinst, hvor omkostningen ved at holde det privat er dyrere end dét, som man beskattes af.
  7. Der kan være en hårfin grænse mellem en personalegode og medarbejdernes forståelse af “bestikkelse”. Hav dette in mente.

 

Her er de efterspurgte medarbejdergoder

Nedenstående medarbejdergoder er ikke i prioriteret rækkefølge.

#1: Fitness abonnement

Stort set alle statistikker hævder, at øget aktivitet giver mindre sygefravær. Ved at støtte medarbejderens sportslige aktiviteter, hvad enten dette er fitness, holdsport eller lignende, sikres det i højere grad, at medarbejderen får passet på sig selv. Er der mulighed for dette på arbejdspladsen, er det endnu bedre.

#2: Udvidet forsikring

Mange arbejdspladser tilbyder allerede sundhedsforsikring, men der bliver også efterspurgt andre forsikringer såsom livs-, tand-, syn-, rejse -og erhvervsevneforsikring. Det er også mere udbredt, at medarbejdere efterspørger en forsikring, der beskytter dem mod identitetstyveri.

#3: Recharge Program

Det kan lyde paradoksalt, at man skal ‘oplade’ batterierne, men flere efterspørger, at de hvert 3-5 år kan opspare en ferie á 20-30 ekstra dage. Den amerikanske tech-virksomhed, Intel, tilbyder f.eks. 4 uger til medarbejdere, der har været ansat i 4 år, og 8 uger til dem, der har været ansat i 7 år. Det sikrer, at vedholdende medarbejdere, har en gulerod for enden af tunnelen.

#4: Flyttehjælp

Skal medarbejderne flytte, uanset om det er i forbindelse med arbejdet eller ej, er hjælp til flytning en værdsat gode. For virksomheden kan man forestille sig, at det er relativ få gange, at denne medarbejdergode aktiveres, så det kan være en lavthængende frugt for gladere medarbejdere.

#5: Gode barselsvilkår

Dette er et vigtigt parameter for mange - og i stigende grad blandt mænd. Virksomheden bør støtte, at begge køn tager del i barslen fordi, at det på længere sigt, kan have en positiv indvirkning på familielivet og hjemmefronten. Og hvis ikke der er styr på dette, så påvirker det uundgåeligt arbejdet.

#6: On-site sundhed-, syn -og tandhjælp

Mange medarbejdere nedprioriterer at passe på sig selv som følge af for stort et arbejdspres. Ved at virksomheden tilbyder ‘on-site’ behandlinger, f.eks. tandlægebesøg, optiker, diætist m.fl., forebygger man dels medarbejdernes eventuelle sygefravær i forbindelse med dette, men samtidig minimeres tidsforbruget, da det foregår på arbejdspladsen.

#7: Mental hygiejne

Der er en grund til at digitale meditationsplatforme som Headspace og Calm er nogle af de mest downloadede apps inden for deres kategori. Den stigende efterspørgsel på mentale værktøjer, der hjælper med at forebygge stress, er noget som arbejdspladsen også bør prioritere og støtte op omkring. Man behøver ikke at tage det op på et niveau som Lyra Mental Health, men det er en win-win blot, hvis man betaler medarbejderens abonnement til meditation. På den måde kan medarbejderne være mentalt klar til endnu en arbejdsdag.

#8: Fertilitetshjælp

Flere og flere satser på karrieren frem for at stifte familie i en tidlig alder. Når virksomhederne har “lånt” yngre medarbejdere i deres bedste alder for reproduktion, kan det virkelig være givende at assistere på denne front. Konkret kan man hjælpe med de indledende fertilitetsundersøgelser, frysning af æg, adoption og lignende tjenester.

#9: Finansiel og juridisk sparring

De fleste medarbejdere har brug for finansiel og juridisk sparring, hvad enten det er som følge af ægteskab, huskøb, skilsmisse, opsparing, investering m.fl. Når det alligevel optager det meste af medarbejderens vågne tid, bør virksomhedens hyre en ekstern konsulent, der kan opnå hurtige resultater. Så kan medarbejderne f.eks. booke tid til forskuds- og årsopgørelse, finansiering, kontrakter og lignende.

#10: Back-up børnepasning

Hvad sker der, når vuggestuen, skolen eller børnehaven har lukket pga. sommerferie, strejke eller lignende? Det vil give medarbejderen en ro, hvis de ved, at virksomheden samarbejder med et hold af kvalificeret børnepassere (f.eks. pædagoger på deltid), der kan træde til, og f.eks. passe børnene på arbejdspladsen.

#11: Velgørenhedsfravær

Dette er faktisk én af de mest populære medarbejdergoder hos amerikanske Salesforce. Alle medarbejdere får her 7 dages fravær betalt, så de kan yde velgørenhed - her gives der desuden $5,000 hvert år, som medarbejderne kan give i støtte. De top 100 frivillige i virksomheden får herudover $10,000 til at donere til en non profit-organisation. Man behøver ikke at være på dette niveau - man kan starte med 2-3 dages betalt fravær uden yderligere donation. Dét handler om at skabe dybere mening med at gå på arbejde.

#12: Kollega-transport

De fleste medarbejdere kan have langt på arbejde - mange bruger op til 1-2 timer alene på transport hver dag. Ved at iværksætte ‘shuttle transport’ fra udvalgte områder, kan virksomheden få medarbejderne til at socialisere fra morgenstunden af - og måske endda påbegynde arbejdsdagen tidligere. Hvis man ikke har råd til at leje busser, kan man i stedet understøtte ‘kollega-transport’, så medarbejdere, der alligevel bor i samme områder, kan få kompensation pr. kørte km for at tage en kollega med.

#13: Miljø-kompensation til cyklende og gående medarbejdere

Ligesom førnævnte medarbejdergode, hvor ‘kollega-transport’ støttes, skal der være endnu større grobund for, at medarbejderne er aktive fra morgenstunden af. Dét giver både mindre sygefravær og et højere aktivitetsniveau, mens det samtidig støtter en god sags tjeneste.

#14: Bæredygtig pension

Den nye generation af medarbejdere vil have større indflydelse på, hvordan virksomheden påvirker miljøet. Ved at arbejdspladsen aktivt bestemmer, at den arbejdsgiverbetalte pension skal investeres i bæredygtige initiativer, opnår medarbejderen samtidig en følelse af højere mening og tilknytning til arbejdspladsen.

#15: Uddannelseskonto

Lad medarbejderne opspare en pulje af uddannelsesmidler, som de frit kan bruge på dét, der interesserer dem. Det kan f.eks. være abonnement på Edtech-platforme som Udemy og Lynda, eller fysiske kurser, hvor deres kompetencer løftes.

#16: Klargøring og vedligeholdelse af transportmiddel

Tænk, hvis du som medarbejder, ankom til arbejdspladsen i en beskidt bil med børnenes krummer på bagsædet - og når det var fyraften, var den vasket, støvsuget og vinterdækkene var til og med udskiftet. Det kunne også være de cyklende medarbejdere, der fik lappet dæk, olieret kæde, skiftet bremseklodser og sikret, at alle reflekser og lygter virker.

#17: Biograf-, restaurant- og teaterklub

Dette løfter en social side af arbejdet, hvor den enkelte medarbejder kan få rabat på hhv. biograf, teater og/eller restauranter. Men fra virksomhedens side kan der være en idé i, at man giver endnu større rabatordning, hvis kolleger tager i teatret, biografen, eller går ud og spiser sammen. Det kunne også være sponsoreret mad- og vinklub hjemme hos medarbejderne selv (kun små teams), hvor sammenholdet kan styrkes i hjemlige omgivelser.

#18: Kantinemad med hjem

Gør det nemt og billigt for medarbejderne at bestille aftensmad til sig selv og de nærmeste derhjemme. Det giver mere overskud for medarbejderne, der ikke skal hjem og kokkerere, men i stedet kan have tid til at rydde skrivebordet til næste dag.

#19: Rens af tøj

Her snakker vi ikke om, at medarbejderen kommer ind med hele familiens beskidte vasketøj. Det er i stedet henvendt på rens af medarbejderens typiske arbejdstøj, f.eks. skjorter, habitter, nederdele og lignende, som de kan få hentet i arbejdstiden, hvor det leveres tilbage næste dag renset.

#20: Rengøring af hjemmet

Ved at medarbejderne får rengjort deres hjem en gang om ugen, slipper de for denne udfordring i hverdagen, hvilket igen betyder, at de kan levere bedre på arbejdet. Som virksomhed kan man forestille sig, at ethvert rengøringsfirma glædeligt tager imod en så stor (og fast) opgave til fornuftige penge. Andre former for “assisted living” kan være pasning af husdyr eller levering af fødevarer.

#21: Frisør, massage og coach

Der er efterhånden mange arbejdspladser, der allerede tilbyder disse tiltag, men dét gør dem ikke mindre eftertragtede. En ordning, hvor en frisør, en massør og/eller en afstresningsterapeut kommer forbi på månedsbasis, giver både mere fysisk såvel som mentalt afslappede medarbejdere (og måske endda pænere frisurer).

Vi har lavet vores bud på, hvordan man nemt kan oprette og administrere forskellige personalegoder på tværs af virksomheden:

Virksomhedens personalegoder

 

Psst… hvis du vil have en demo af en smart løsning til at håndtere løn- og ferieadministration, kan du få en uforpligtende demo her.