Lønsystem

Breaking News: I dag lancerer vi din lønseddel som smart PDF 📝

De fleste danskere er blevet vant til nemt at kunne swipe penge til hinanden via MobilePay, og nye produkter som Lunar Way gør det ekstremt nemt at holde styr på sine finanser. Forbrugerne tager nye, innovative løsninger til sig som aldrig gør. Derfor er vi glade for, at vi i dag kan lancere en innovativ og banebrydende nyhed i Pento: en smart lønseddel i PDF-format.

Da mange virksomheder og medarbejdere i dag oplever problemer med fejl i lønnen, og mange lønadministratorer bruger store dele af deres tid på at forklare og besvare spørgsmål, syntes vi der manglede en løsning. Derfor har vi udviklet “lønsedlen”, som i en flot grå farve giver medarbejderen en lang række tal, forkortelser, ukendte termer og udregninger i en smidig PDF-fil. Den kan selvfølgelig downloades direkte ned på en edb-maskine, eller printes ud på en printer, hvis man ønsker.

Bedre format = bedre forståelse

Vi ved, hvor vigtigt det er, at brugeroplevelsen er god. Forbrugerne er hurtigt blevet vant til bedre, mere brugervenlige løsninger, når det kommer til deres penge. Herunder kommer vi ind på nogle af de tanker vi har gjort os, da vi udviklede lønsedlen.

PDF-format

PDF-formatet blev opfundet for cirka 25 år siden, og er derfor en meget aktuel og fremsynet måde at distribuere løninformationer. Dét er der to særlige årsager til: (1) den er statisk, hvilket gør, at den ikke kan vise eventuelle ændringer, og (2) den er optimeret til den nye generation af medarbejdere, som i højere grad benytter store computerskærme frem for mobile tablets og smartphones.

PDF-formatet giver også medarbejderen muligheden for at printe lønsedlerne ud, så man kan hænge dem op i hjemmet, eller lægge dem i en mappe. Det er praktisk, hvis man en dag skal i banken og optage et lån, eller bare godt kan lide at passe på miljøet.

Kolonne til lønarter

Vi vil gerne gøre det nemt for medarbejderen at forstå sin løn. Derfor har vi sørget for, at der på lønsedlen er angivet en kolonne for lønarter, hvor hver lønart står listet med hver sin unikke lønkode. Vi er nemlig sikre på, at lønadministrator allerhelst vil have hundredvis af lønkoder at holde styr på, i stedet for at bruge beskrivelser, som alle forstår. Det giver også medarbejderen et langt mere overskueligt overblik over de forskellige lønarter, og så sikrer det, at alle altid er på samme side, når der bliver talt om lønart nummer 2573.

Gammeldags lønseddel

 

Det skal være nemt for medarbejderen at finde sine lønsedler

Vi vil gerne gøre det nemt for medarbejderne at finde deres lønsedler. Derfor giver vi medarbejderen én måde at tilgå dem på - og det er i en 3. parts service, hvor det kræver Nem-ID at logge ind. Det er en rigtig god brugeroplevelse, og vi forventer at det vil give medarbejderne lyst til at tjekke deres lønseddel hver måned - det eneste de skal gøre, er at grave den frem blandt forsikringspapirer, indkaldelse til bilsyn og diverse skattepapirer.

Medarbejderen får lønsedlen samme dag som udbetalingen

Ved at medarbejderne får lønsedlerne på lønningsdagen, sikrer man, at de først opdager eventuelle fejl, når det er for sent at gøre noget ved dem. Så skal man som administrator først tage stilling til ændringer i næste lønperiode, hvilket giver en en fantastisk start på den nye måned - og samtidig oplever medarbejderne kun et minimalt niveau af frustration.

Hvad bliver det næste inden for lønadministration?

Med denne epoke inden for lønadministration kan det være svært at forestille sig, hvad der kan overgå dette. Dog har vi flere ting i støbeskeen, som skal hjælpe vores kunder endnu mere.

F.eks. vil vi - mod betaling, selvfølgelig - tilbyde alle vores kunder telefonsupport. Vi forestiller os, at det skal koste 1000 kr. per påbegyndt minut. Vi har ikke umiddelbart planer om at gøre Pento så nemt, at kunden ikke behøver ringe til os, hver gang de skal lave en lønudbetaling - for hvad skulle vi så leve af? Vi overvejer også at indføre bindingsperioder, så samarbejdet med vores kunder er bedre balanceret til vores fordel.

Vil du høre mere?

Er du nået helt herned - og synes at ovenstående lyder smart - så er Pento med stor sandsynlighed ikke noget for dig. Vi bliver nok - for god ordens skyld - nødt til at sige, at ovenstående er en aprilsnar. 

Lønsedler i mapper

Får du lyst til at se hvad vi gør, for at bringe løn og lønadministration til dette århundrede, og er du nysgerrig på vores planer? Så få en demo af Pento, og hør om alle de nye tiltag, der er på vej - for både administrator og medarbejder.